Lectures on The Ten Oxherding Pictures.

Yamada Mumon, oversat af Victor Sōgen Hori,

University of Hawai Press 2004

Tim Pallis

Foreword by Priscilla Daichi Storandt, Translated by Victor Sōgen Hori, University of Hawai’i Press 2004, ISBN 0-8248-2893-3.

De 10 Oksehyrde Billeder, på japansk Jūgyūzu, er en zen klassiker, som oprindeligt blev skabt af en kinesisk zen munk i 1100-tallet ved navn Kakuan Shion Zenji, som tilføjede et lille vers til hvert af de 10 billeder. Hans elev Jion Oshō skrev en indledning til det hele og et forord til hvert vers. Senere tilføjede den japanske munk fra Tōfuku-ji templet i Kyoto Shōtetsu Shoki også et lille waka digt til billederne.

Mange zen mestre har gennem tiden skrevet deres oplysende kommentarer til oksehyrdebillederne. Denne bogs kommentarer er skrevet af zen mesteren Mumon Yamada i 1953, da han tiltrådte som Rōshi i Shōfuku-ji klostret i Kobe, en stilling han havde til 1977, hvorefter han blev hentet til hovedtemplet Myōshin-ji i Kyoto for at blive Kanchō eller chef-abbed for hele koncernen indtil sin død i 1982. Mumon Rōshi er uden tvivl en af de betydeligste Rinzai Zen mestre i det 20. århundrede. Han er blevet kaldt det tyvende århundredes Hakuin.

Mumon Yamada blev født år 1900 og var elev zen mesteren Seki Seisetsu (1877-1945), som var Rōshi ved Tenryū-ji klostret i Kyoto og feltpræst i Kina og Manchuriet under den japanske besættelse. Mumon fulgte Seisetsu rundt i Kina og Manchuriet og udgav i 1942 dennes taler med titlen: Kampagne for Bushido, som var en bog der handlede om, at krigerens vej var Japans sande åndelige vej, hvis moral Zen bidrog til at højne.

Selvom Mumon Rōshi efter krigen ofte udtrykte sin anger og ønske om forsoning, skjulte han ikke i sine taler, at han betragtede fortiden som en hellig krig, hvor Japan ofrede 2 1/2 million helte for at give Østasien sin uafhængighed tilbage fra kolonisterne.

Forordet til dette lille værk er af Priscilla Daichi Storandt, som nu er zen mesteren Shodo Harada Rōshi engelske stemme i Sogen-ji klostret i Okayama. De er begge elever af Mumon Rōshi. Shodo Harada er én ud af fire, som har fået dharma transmission af Mumon, efter at have tilbragt 18 år i træning i Shōfuku-ji.

Priscilla Daichi kom til Kyoto i slutningen af 60erne og blev elev af Mumon. Jeg husker hende fra midten af 70erne, hvor hun oversatte ekstemporalt for forskellige zen lærere i Reiun-in, som var Mumons tempel i Myōshin-ji. Dette tempel blev dengang brugt til zazen kai og til sesshin af FAS Society, som var en læg gruppe under zen mesteren Shin’ichi Hisamatsu (1889-1980).

Bogen er glimrende oversat af Victor Sōgen Hori, som også har skrevet flere artikler om livet og zen træningen i Daitoku-ji klostret i Kyoto og det meget omfattende værk: Zen Sand. The Book of Capping Phrases for Kōan Practice, som er en oversættelse af alle de jakugo eller zentenser, som i dag benyttes af vesterlændinge i Kōan træning.

Victor Sōgen skrev sin Ph.D. ved Stanford University i 1976 og blev samme år ordineret som munk i Daitoku-ji Sōdo, hvor han trænede i 13 år under Nakamura Kan’un-shitsu Rōshi. Hans første zen lærer var Nanrei Sōhaku Kobori Oshō i Ryōkō-in i Daitoku-ji. I 1990 vendte Victor Sōgen tilbage til sit akademiske liv og er nu Professor i japanske religioner ved McGill University i Canada.

Efterskriftet er af Kōno Taitsuu Rōshi, som er Mumon Rōshi ældste elev og hans efterfølger i Shōfuku-ji Klostret i Kobe.

Mumon Yamada Rōshi forelæsninger over de 10 oksehyrdebilleder er ikke tænkt som akademiske forelæsninger. De er holdt for munkene i Shōfuku-ji som teisho, dvs. som levende udtryk for dharmaen og som en vejledning i zen træningen. Hver dag i klostrets intensive meditations uge kaldet o’sesshin, giver mesteren en teisho, som de færreste forstår.

Forelæsningerne samles på bånd for engang i fremtiden at blive transskriberet til en eventuel udgivelse. Munkene sidder tavst og lytter eller blunder. Disse forelæsninger udgives nu mere end 50 år efter, at de er blevet holdt. Det gør dem bestemt ikke ringere. Dharmaen er evigt levende, og læsningen af disse tekster har stor betydning for enhver, som enten er i zen træning eller blot vil vide noget om, hvad det hele går ud på.

Mumons Lectures er uforlignelige i deres klarhed og dybde, de er en lækker bidsk for folk med seriøs interesse for Rinzai Zen. Det er en trin for trin håndbog på zen træningens lange vej fra den første søgen til den endeløse og sporløse forbliven på vejen. Mumons opfattelse var, at vi lever for at realisere kenshō, som betyder at se sin egentlige natur. Dette er det samme som Buddhas oplysning. Selv om alting forandrer sig her i livet, er der noget, som aldrig forandrer sig. Hvad er det?

De 10 oksehyrdebilleder er læren om, at alle levende væsner er buddhanaturen. Buddhanaturen bliver sammenlignet med en okse, som var et kært og nyttigt dyr i det gamle Kina. Zen træningens forskellige stadier af virkeliggørelse af buddhanaturen beskrives som en arbejdsproces for en oksehyrde, der sætter ud for at finde oksen, fange den, tæmme den, bringe den hjem og glemme den ved at blive ét med den og til sidst vende tilbage til livets markedsplads.

1. Søgen efter Oksen

I sine kommentarer til dette billede lægger Mumon ud med at påpege, at det at søge efter oksen betyder hotsu bodaishin, hvilket vil sige at vække ønsket om oplysning. Det japanske ord bodaishin er en oversættelse af sanskritordet bodhichitta, som betyder tanken om en opvågnen. Det er i ønsket om oplysningen, at man bekræfter buddhismens 4 løfter, som siger:

Levende væsner er talløse

Lover at befri dem.

Negative følelser har ingen ende

Lover at afskære dem.

Dørene til dharmaen er mange

Lover at åbne dem.

Buddhas vej er uforlignelig

lover at forblive på den.

Det drejer sig i virkeligheden om at love ikke at opgive, indtil man har realiseret buddhanaturen. Det er vigtigt på forhånd at forstå, at det ikke er kenshō eller satori, som medfører befrielsen, men bekræftelsen af ens løfter, som medfører befrielsen dvs. ønsket om oplysningen. Derfor siges det ofte i de buddhistiske tekster, at dette ønske om oplysning allerede er ensbetydende med realiseringen af oplysningen.

Det siges også, at indtil nu har oksen i virkeligheden aldrig været forsvundet. Da den er vor egentlige natur er den blot midlertidig ude af syne som solen dækket af en sky. Det er som at lede efter de briller, som sidder på næsen. Vi er alle denne buddhanatur, men er blevet så optaget af, hvad sanserne, tankerne og følelserne fortæller os, at vi ikke kan få øje på oksen.

Vi er således faret vild, fordi vejen deler sig i mange veje, hvor vi adskiller, sammenligner og skelner forkert. Det kalder man for bevidsthedens tvedelende tendens. Men nu er vi pludselig blevet vækket til at søge oksen hinsides den tvedelende verden vi lever i.

Mesterens klokke, kanshō klokken, lyder fra sanzen rummet! Jeg går der ind og siger: Det ved jeg ikke! Vi har måske fået Jōshūs Mu, eller Hvad er lyden af én hånd eller Hvad er mit oprindelige ansigt, før jeg blev født. Vi knytter Mu til åndedrættet og gentager igen og igen Mu...Mu...Mu. Hvad ér det? Hvordan skal jeg nogensinde vågne op og se buddhanaturen?

Denne formørkede tilstand skal vi alle igennem på vor vej. Alle oplever en tid, hvor man siger til sig selv: Det her kan jeg ikke, det er umuligt for mig! Men som Mumons lærer engang sagde: Et mennesket med et stort talent, modnes langsomt. Løsningen ligger i at blive ved... Mu...Mu...Mu...dag og nat uden afbrydelse. Det står i Mumonkan på side ét.

2. Sporene ses

Man siger, at zen er en særlig formidling uden for skrifterne, en speciel indsigt, som ikke har noget at gøre med ord og begreber. Men vi skal være opmærksomme på, at det netop er fordi, der er en lære, som er udtrykt i ord og nedskrevet i bøger, at der også er formidlet noget udenfor skrifterne.

Det er en misforståelse at tro, at man kun behøver at praktisere zazen for at holde de fire løfter. Alle de gamle mestre studerede teksterne, men de kunne selvfølgelig ikke komme til nogen afklaring alene ved teksternes hjælp. En fugl har to vinger: Dharmaen i ord og praksis.

Hvis man kun praktiserer zazen, uden at studere hvad buddhisme er, bliver man nemt høj i hatten, fordi man måske har passeret et par Kōan. Hvis man oven i købet har haft satori og fået tilladelse til at føre dharmaen videre uden at kende til buddhismens lære i teksterne, kaldes man en Zen djævel.

Ved hjælp af skrifterne får man forståelse og finder sporene af oksen. Det er ved hjælp af det, de gamle mestre sagde, at vi ser oksens spor. Det gælder ikke om selv at efterlade sig spor i form af personlige evalueringer, men at kunne se de spor som kendere af oksen har lagt.

Alt i denne verden er ens virkelige "krop". Når man forstår dette, er man ikke længere adskilt fra noget, da er man identisk med dette levende univers i al dens uendelige mangfoldighed. Men den forståelse, som man har konceptualiseret fra bøgernes verden er ikke kenshō, som er at se sin egentlige natur. Det er ikke at se oksen og betyder blot, at man har set sporene af oksen.

Gennem lang tids praksis kender man nu mu samadhi, men det er stadig kun et spor. Den sande indsigt er noget helt andet. Selv om alting er blevet mu, fordi man er i mu samadhi, har man endnu ikke set oksen. Det er først med vækkelsens kvantespring, at man kan skelne mellem sort og hvidt, nat og dag, stop og start og falsk og sandt. Alt i naturen, og alt hvad der sker i naturen, er buddha, dharma og sangha.

Alt hvad vi ser og hører, og alt hvad der er, er en manifestation af den universelle bevidsthed. Der er intet, som ikke er et spor af oksen. Selvom der er mange spor af oksen overalt, har vi endnu ikke set den, fordi vi er faret vil i naturens ukrudt, i konceptualiseringens og intellektualiseringens ukrudt. Men det positive er, at når man har set de mange spor, er der ikke mange steder oksen kan skjule sig længere.

Ved enfoldigt at gentage mu...mu...mu...og knytte det til sit åndedræt, er man kommet til det punkt i sin praksis, hvor mu ikke længere er adskilt fra én selv, nu mærker man, at mu tilhører én selv. Mu er altså blevet et spor af oksen, som man skal følge for at opdage sin buddhanatur. På en eller anden måde mærker man, at det er blevet installeret i én. Selvom man stadig går til sanzen med dette mu...mu...mu...og er ved at blive led ved det, må man ikke opgive. Det er en udholdenhedsprøve, en tålmodighedsprøve, som kun en stor ensporet tosse kan gennemføre.

3. Oksen ses

Det siges at Kannon Bodhisattva er særlig følsom overfor denne verdens lyde, men det er ikke kun, hvad ørene opfatter, også det øjnene, næsen, tungen, kroppen og sindet opfatter, er Kannon Bodhisattva. Kenshō

erfares gennem en af sanserne, satori foranlediges af en sansepåvirkning, det være sig en lyd, et syn, en lugt, en smag, en berøring eller en tanke.

Uden at der er noget friskt og nyt, som bevæger bevidstheden, kan man ikke opdage kilden til sanseerfaringen. Buddhanaturen er en aktivitet. I øjnene er det synet, i ørene er det hørelsen, i næsen er det lugten, i munden er det smagen osv.

Den koncentrerede energi, som man har oparbejdet gennem mu samadhi i zazen, slås i stykker af omverdens lyde eller den spredes ved synet af den ydre verden. Her bliver vor altomfattende identitet opfattet som noget ydre, vi bliver givet en ydre form.

Men mennesket er ikke begrænset af sin kropslige overflade, men spredt ud i hele universet. Er lyden mig? Eller er jeg lyden? Lyden og jeg er én! Lyden og jeg siger gong! Når subjekt og objekt er én, kommer oksen gående, og nu ser vi, at buddhanaturen viser sig i det daglige arbejde, fordi den er aktiv sansning.

Buddhanaturen har ingen form, den kan ikke opfattes af de 6 sanser, ligesom saltet i vandet eller limen i farven ikke kan ses af synet. Men i alle vore aktiviteter er den tilstede. Det at se, høre, lugte, smage, føle og tænke er buddhanaturen. Det at opfatte den ydre verden, og det at kunne tænke sig til en mulig anden verden er ikke buddhanaturens aktivitet.

Selve sansningen er oksen. Når dagdrømmene og fantasierne og den intellektuelle evaluering ikke længere har prioritet vil lyden af en klokke eller en mokugyo kalde oksen frem. Men også lyden af en bil eller et tog er oksens muuu... Der finder man buddha! Kensho en genvindelse af bevidstheden, efter at man har været absorberet i mu samadhi. Bevidsthedens refleksive aktivitet vågner og ser den universelle bevidsthed, hvor subjekt og objekt ikke adskilles. Sådan ses oksen!

4. Oksen fanges

Men at se oksen er ikke nok. Man må holde den i et stramt reb, tæmme den og få den til at følge med hjem. Det er ikke kun fra den dag, vi blev født, men fra før begyndelsen af universet lige til enden af den endeløse fremtid, at oksen har gemt sig i bjergene.

Man må være klar, over at oksen ikke sådan bliver hos én, blot fordi man har set den en enkelt gang, den søger det friske græs væk fra ens sti. Den universelle bevidsthed, som oksen repræsenterer er så enorm, fin og subtil, at man ikke har en kinamands chance for at begribe den i hele sit omfang. Der er ingen måde, hvorpå man kan holde den fast eller holde trit med den.

Et sind fuld af tanker kan ikke fatte oksens kyogai eller bevidsthed, som kaldes vort oprindelige ansigt. Man må ikke tro, at man kan fodre oksen med det visne og sure græs man har, fuld af ønsker tilknytninger, lidenskaber og vildfarelser. Den fundamentale helheds okse stikker af blot ved lugten af dem.

Oksen elsker det ikke forurenede græs. Hvis bare der er en tanke af forurening, vil den ikke røre det. Selv om zen er dette daglige aktuelle liv, vil oksen ikke kendes ved det, hvis det er forurenet af ønsker, tilknytninger, lidenskaber og vildfarelser. Den går straks tilbage i bjergene.

Den eneste måde at indfange og fastholde oksen på er det man kalder ”efter satori træning”, hvor man enten praktiserer Kōan træning, nembutsu samadhi, mu samadhi eller blot er vedvarende opmærksom på sit åndedræt. Mennesker har en tendens til at misforstå udtryk som, lidenskaberne er i sig selv oplysning, idet de tror, at hvis man bare er opmærksom på dem, er den hellige gral vel forvaret. Det er alligevel zen alt sammen.

Men sådan er det ikke. Dette udtryk er kun sandt, når man har afsluttet zen træningens lange rejse. Man må kommer til det punkt, hvor man har udtømt alle sine intellektuelle refleksioner og ikke har mere at spekulere over og ikke har mere at sige. Man er da et ”stort mælam”, i hvem enhver tanke er ophørt. Det er kun, når man kommer til dette sted, at man kan fastholde oksen i sit reb.

I zazen oplever man tilstande, som er fri af alle mentale vildfarelser og fri af alle fysiske fornemmelser. Det føles så godt! Det må være dét! Men så snart der er kinhin, kommer det hele tilbage igen. Oksen forsvinder igen ind i vildnisset. På de sidste dage i en sesshin letter man fra denne jord, men man kommer hurtigt tilbage igen.

Selv om man har lyksalige timer i zazen, gælder det om at praktisere enfoldigt og uophørligt uden en tanke om at opnå noget derved, eller hvor ensformigt og intetsigende det er. Kun dette mu...mu...mu... uden at ænse noget som helst.

Der kan komme et tidspunkt, hvor alt er skåret bort, alting væk, sjæl og legeme afgået. Men vi kommer altid tilbage, når bevidstheden genvindes. Det sker igen og igen, og man falder tilbage igen og igen. Selv den tanke, at man bliver nødt til at fastholde oksen i sit reb, er en lænke, som binder os til samsara.

Det er nødvendigt at være helhjertet i sin praksis. Når man én gang har set den fundamentale helheds okse, bliver man i årevis plaget af den kval ikke at kunne opretholde denne tilstand i det daglige liv. At tæmme oksen er ingen let sag. Selv om man har fanget oksen, er det ingen nem opgave at tøjle den vilde fangst. Og selv om man efter mange års zazen alligevel ikke har erfaret satori er dette ikke det primære.

Det vigtige er, at man overhovedet er kommet i kontakt med dharmaen. At realisere eller ikke realisere dharmaen vil løse sig af sig selv, for ingen kan

vide når eller hvor, man bliver velsignet med en sådan erfaring. Ved en lyd, for du adgang, siges det. Det betyder, siger Mumon, at man ikke kan slappe af et eneste øjeblik. Man må arbejde flittigt på det dag og nat uden afbrydelse i kontinuerlig samadhi.

5. Oksen tæmmes

Selv om man har fanget oksen, vil den ikke følge med. Derfor må man træne den og tæmme den. Det kaldes efter satori praksis. Kenshō er selvfølgelig et vigtigt mål, men uden at følge op på træningen, er kenshō ikke noget i sig selv. Træningen fortsætter resten af livet.

At fare vild i samsara vil sige, at der opstår den ene tanke efter den anden i bevidstheden, alle mulige fantasier og forestillinger opstår, og de er ikke til at stoppe. Verden er ikke i sig selv sand/virkelig eller falsk/uvirkelig. Det afhænger af om bevidstheden er sand eller falsk.

Den autentiske bevidsthed ser en autentisk virkelighed, den illusoriske bevidsthed ser en illusorisk virkelighed. Den, der vil leve i en sandfærdig verden, må gøre sig fri af sine tanker om det bevidsthedsindhold, som modtages af sanserne. Menneskets sande tilstand er uden konceptualiseringer, en bevidsthed uden vurderende tankevirksomhed, men også en bevidsthed, som ikke er adskilt fra sit bevidsthedsindhold.

Når man har fanget oksen, bliver man derfor nødt til at fastholde den i sit reb uden at miste opmærksomheden på den rene opmærksomhed. Øjeblik efter øjeblik må der kun være en bevidsthed om bevidstheden uden tankemæssig evaluering. At vedligeholde denne bevidsthed kontinuerligt er at tæmme oksen.

Hvis man blot en enkelt gang lader en tanke opstå, vil denne tanke få andre til at opstå. Hvis opmærksomheden flakker bare lidt, vil oksen straks stikke af. Vær derfor på vagt, og tillad ingen slækning af rebet. Dette reb er din kōan samadhi, som lidt efter lidt vil få oksen til at blive tam og medgørlig, så den slet ikke har lyst til at løbe sin vej.

Både når man sidder, står og går vil oksen nu følge med én som en veltrænet hund. Der kommer et tidspunkt, hvor man har glemt alt om kōan, og blot befinder sig i en blank tilstand uden at tænke på noget som helst. Man må træne oksen på en sådan måde, at man aldrig mister kenshō, således at man aldrig mister buddhanaturen. Lad blot de tanker, som allerede er opstået passere revy, for de forsvinder igen på samme måde, som de er opstået. Og om de tanker som endnu ikke er opstået, er det helt unødvendigt at tænke, at de ikke må opstå.

6. Oksen rides hjem

Oksen er blevet tam, den tilhører nu én og kan rides hjem. Shakyamuni Buddha tog op i bjergene for at praktisere og blev oplyst. Derefter steg han ned fra bjergene for af hjælpe andre mennesker på vej til dharmaen. Efter kensho må man vende tilbage til denne ufuldkomne og ubestandige verden og se dens egentlige virkelighed.

At være midt i dagliglivets uophørlige malstrøm er at befinde sig i det ”rene land” eller nirvana. I zazen er ”Bjerge ikke bjerge og floder ikke floder,” men dette er ikke nok. Man må tilbage til den sunde fornufts verden, hvor ”Bjerge igen er bjerge og floder igen floder.”

I Zen træningen bruger man år til at lære at fastholde det sted, hvor tankerne ikke længere opstår. Og tankerne bliver frustrerende nok ved med at manifestere sig. Alt, hvad man gør, synes nyttesløst. Mange forskellige følelser opstår og efterfølges af ønsket om oplysning og afklaring, som igen afløses af tanker om rigtigt og forkert, godt eller dårligt, og smukt, og grimt. Der er ingen ende på det.

Men lidt efter lidt, som træningen skrider frem, vil alle disse tanker falme og liste af. Ens tankemæssige preferencer og ønsket om oplysning vil dø hen, samsara og nirvana vil visne, hyrden og oksen vil svinde bort og selv Kōan og zazen fordufte. Når den indre mentale stræben er sunket til bunds rider den tanketomme hyrde den tanketomme okse hjem.

Hele verden er hans egen udelelige virkelighed og hjem. Liggende på ryggen af oksen overlades alt til den i tryghed, mens man ser op i den skyfri himmel. Man er nået en ubekymret tilstand og er endelig blevet let om hjertet. Der er ingen grund til at nå videre, ingen grund til at søge eller stræbe efter noget mere.

På dette stadie ser man ikke tilbage, kan ikke kaldes tilbage af nogen eller noget som helst. Ens svar på verden er: ”Er det rigtigt?” Man bliver hverken tilbageholdt af skelnen eller lighed og ænser hverken illusionernes verden eller satoris verden. Det er den store frihed, hvor man ikke bliver indfanget af noget.

Man er vendt tilbage til sin oprindelige bevidsthed og kan begynde på en frisk. Med den tanketomme bevidsthed møder alt og alle umiddelbart, som er det for første gang. Bevidstheden er vidstrakt og åben, og sindet er i ligevægt, hvad så end der sker. Man er alene, men ikke ensom og hjertet er fuld af munterhed og frimodighed.

7. Oksen glemt, jeget forbliver

Tidligere drejede alt sig om satori, og det er i sandhed væsentligt at opnå, men at hæfte sig ved det er en slags sygdom. Kenshō eller satori stimulerer ønsket om at hjælpe alle levende væsner, og snart får man tanker som: ”Jeg har opnået kensho og har fuldendt min zen træning, nu kan jeg gøre, hvad jeg vil.” På denne måde bliver man indbilsk og bundet af satori og mister sin frihed igen.

Nu er det tid at glemme alt om satori. I Hjerte Sutraen hedder det: Ingen erkendelse og intet at opnå. Der hvor der ingen opnåelse af satori er, der er satori. Dette er oksen glemt og det betyder at glemme den okse, som man stræbte så meget efter.

Der er ingen dualisme i dharmaen, den er udelelig én. Der er heller ingen adskillelse mellem den, der fangede oksen, og oksen selv. Der er altså ingen tvedeling mellem den, der vågner op til dharmaen, og selve dharmaen. Satori kan kun være det sted, hvor én selv og dharmaen er én, hvor person og okse er én.

Oksen er således kun et symbol eller en måde at tale om buddhanaturen på. Når man er vågnet op og har erkendt sin egen og alle tings buddhanatur, behøver man ikke længere oksen, som blot er et heuristisk princip. En fiskeruse er som oksen og fisken som buddhanaturen. Når fisken er fanget, er der ikke brug for rusen.

Man har sammenlignet buddhanaturen med guldet, som er skjult i minen og som, når det udvindes af minen, til evig tid bevarer sin skinnende natur. Buddhanaturen sammenlignes også med månen, som til evig tid skinner, men undertiden er skjult af skyer eller jordens skygge.

Buddhanaturen gennemtrænger hele universet i tid og rum og er altid lysende klar og vågen. Dette er intet andet end Oksen glemt, tilbage er én selv. Når oksen er redet hjem, kan vi glemme den, og det betyder også, at buddhanaturen er blevet overflødig. Der er intet at søge, og det eneste, der er at gøre, er at ”Spise, når man er sulten, og sove, når man er søvnig.”

Hvad er da formålet med livet? Mumon siger: At lege! For hvis man stadig tror, at der er en mening med livet, har man ikke nået til det spirituelle livs endestation. Når man er der, leger man! Man lever livet ganske afslappet. At eje noget er fint, ikke at eje noget er fint, at leve er fint, at dø er fint, at være glad er fint, at være ked af det er fint, hvis det regner er det fint, hvis solen skinner er det fint. Hver dag er en god dag!

Selv de store Kōan samlinger, som var så vigtige tidligere, betragtes nu som lidt kedelige, og også inka shōmei, som var det mest ambitiøse i verden at opnå, er blevet irrelevant. Når man virkelig lever den universelle bevidsthed, bliver alle disse ting unødvendige.

8. Både selv og oksen glemt

Dette billede viser en tom cirkel, hvor der hverken er satori eller oplysning, ingen dharma at vågne op til eller et selv, der vågner. Her er buddhanaturen helt og aldeles åbenbaret. Dette er kulminationen af praksis, fuldendelsen af zen træningen. Det er satoris fuldstændige sådanhed, den perfekte cirkel uden centrum og periferi. Det er den udstrakte tomhed, som Bodhidharma talte om. Man er nu som et fuldkomment blankpoleret spejl eller som den frosne måne, der skinner med sit kolde klare lys. Her er der ikke engang en duft af satori tilbage.

Man ser ikke hen mod det sted, hvor Buddha er og heller ikke der, hvor Buddha ikke er. Alt hvad der lugter af buddhisme og uinteressant, men alt, hvad der ikke lugter af buddhisme, er værre. Hvad skal man da stille op? Vær hel og rund, det er bedst ikke at tænke. Man behøver ikke at føle sig forpligtet til at forstå og vide alt, hvad der foregår. I virkeligheden sker der ingenting.

Denne bevidsthedstilstand er ens oprindelige tilstand, hvor både selv og oksen er væk. Hverken Kannon eller Sakyamuni kender noget til den. Det er ikke nemt at opnå denne bevidsthedstilstand, og selv om man skulle opnå den, vil ingen nogensinde finde ud af, at man er der. Den person, som vågnede op til erkendelsen af dharmaen og også selve dharmaen er blevet til tomhed. Alt er fejet væk, og der er ikke et støvfnug tilbage. Der er ingen måde at kommunikere dette på til nogen, for det er alt for omfattende for ord.

Det er en krystalklar og ren bevidsthedstilstand, som transcenderer tid og rum. Bodhidharma kaldte den uhyre udstrakt, intet helligt. Det er også den 6. patriark Huineng's: I bund og grund er der ikke en eneste ting. Det er den cirkel vi ikke kan komme ud af. Det er kun muligt at komme dertil, hvis man går ind i mu samadhi og dør før man dør - smider livet væk, så der ikke længere er en person eller et selv tilbage, ikke engang mu må blive tilbage.

9. Vend tilbage til udspringet

Zen beskæftiger sig med spørgsmål som: Hvad er universets fundamentale natur? Og dens svar er: Både selv og oksen glemt. Her er der ingen adskillelse mellem selv og verden og derfor ingen intellektuelle problemer vedrørende universets fundamentale natur.

Mumon siger: Det der er fundamentalt for os er det sted, hvor bevidstheden uden ting opløses i verden. Det sted hvor tid og rum er transcenderet, hvor selv og verden er blevet én – det er det fundamentale. Vi må forstå det således, at dette: Der er ikke en eneste ting netop er et uudtømmeligt lager for alle ting. Bevidstheden væsen er tømt for alle ting, men identisk med og ikke adskilt fra dette univers, som indeholder alle ting. Dette er hvad man erkender i satori.

Zen er ingen filosofisk idealisme, som siger at universet er bevidstheden, at det materielle univers er skabt af bevidstheden. Det er noget vrøvl, som visse filosoffer har påduttet Yogachara traditionen i buddhismen, som er Mahayana buddhismens religionspsykologi.

Zen er heller ikke en videnskabelig objektivisme, som siger, at universet kun består af elementarpartikler, bølger og energier af forskellig art. Det er ikke tilstrækkeligt kun at opfatte universet materielt.

Zen er heller ikke en religion i traditionel forstand, hvor universet er blevet skabt af Gud. Zens standpunkt er derimod en eksistentiel situationstotalitet, hvor den rene bevidsthed uden tanker er fuldstændig identisk med universet og alle dens uorganiske og organiske processer. Dette er at vende tilbage til udspringet.

Den 6. patriark sagde: Grundlæggende er der ikke en eneste ting, så hvor kan støvet samle sig. Her er det sted, hvor iagttageren af en blomst og blomsten er smeltet sammen til én. Hvis man ser blomsten og siger: ”Den er smuk,” samler der sig støv. Hvis man tænker: ”Der er den,” samler der sig støv. Hvis man tænker: ”Nogen plantede denne blomst,” samler der sig støv. Blomsten, kun blomsten, hvor der hverken er iagttager eller det iagttagne, den tanketomme blomst, det er det sted, hvor der ikke samler sig støv.

Med en bevidsthed som et tomt spejl, uden det evaluerende og diskriminerende intellekt, ser man nu den evigt foranderlige verden passerer forbi, netop som den er. Man afspejler virkelighedens tilsynekomst på samme måde som et spejl afspejler forskellige genstande. Denne verden, netop som den er uden forbedringer eller tilføjelser, er buddhanaturens verden. Denne verden med fødsel, sygdom, alderdom og død er den sande virkelighed.

At vende tilbage til udspringet er derfor at se verden som den er. Den verden man opfatter efter satori er den samme verden som før satori, det er den verden vi lever i, men nu kan vi se, at den også er ”det rene lotus land”. Man er den samme efter satori som før satori, men nu ved man, at denne krop også er buddhas krop. At vende tilbage til udspringet er den modsatte side af den tomme cirkel.

Man kan således betragte den tomme cirkel som bagsiden og ”tilbage til udspringet” som forsiden, hvor blomsterne har farver, mosset er grønt og vandet flyder i åen. De er som for og bag, og alligevel er de én. I den tomme cirkel har man lukket sansernes vinduer, og bevidstheden er som et tomt spejl i mørke. Når man vender tilbage til udspringet og åbner vinduerne, opdager man, at den sande virkelighed er det sted, hvor det indre og ydre er ét i den naturlige verden. Et lille digt siger det bedst:

Vand i sig selv har ingen lyd

Løber det på en sten

Klukker det

10. På markedspladsen med åbne arme

Her er Hotei Oshō eller Pu-tai eller Mi-lo-fo, den leende Buddha, på besøg på markedspladsen. Ifølge legenden var Hotei fra Ming-chou i Feng-hua provinsen i Kina og levede i 900tallet. Han er vist nok en historisk person, enten zen mester eller blot en excentrisk og uhøjtidelig munk med et smil på læben og nogle vise ord.

Han var ligeglad med sit udseende og havde en særpræget fremtoning: Lav, rynket pande, skallet isse, lange hængende øre og en mægtig bar vom. Hans klæder var gamle og slidte. Han medbragte en stråmåtte til at ligge på, når han tog sig en lur, og en stav at støtte sig til, og over skulderen bar han på en stor sæk, hvori han opbevarede sine få ejendele, og de ting han fik forærende.

Børnene i landsbyen flokkedes omkring ham for at se, hvad han gemte på. Han pakkede alt i sækken ud og puttede det tilbage igen. Når folk mødte ham vidste de, hvordan vejret ville blive. Når han havde våde sandaler på og ledte efter tag over hovedet blev det regnvejr, og når han tog sig en lur på sin måtte på en bro ved markedspladsen med hovedet på knæene, blev det godt vejr.

Engang spurgte en munk, hvad det var for en sæk han bar på. Hotei svarede lakonisk ved at sætte sækken på jorden. Så spurgte munken, hvad dét betød, hvorpå han slængte sækken over skulderen og gik. En anden spurgte, hvor gammel sækken var, og Hotei sagde: Så gammel som rummet!

Han udstrålede munter tilfredshed med livet og var i fred med sig selv og verden. Senere er Hotei blevet betragtet som en reinkarnation af Maitreya Buddha, som i buddhismen er en slags messias, der engang i fremtiden skal frelse alle på jorden. Han er blevet tillagt et lille digt:

Maitreya, den sande Maitreya

Legemliggjort i utallige personer

Fra tid til anden åbenbarer han sig

Men ingen genkender ham

Efter den pludselige opvågnen, som er en genvindelse af den refleksive bevidsthed, når man har været absorberet i mu samadhi, bliver alt, hvad vi ser og hører, mu. Bjerge og vandløb bliver mu, vægge og gulve bliver mu, alle ting bliver mu.

Oksehyrden er ikke længere oksehyrde, men har forvandlet sig til Hotei, reinkarnationen af Maitreya Buddha, som kan være andre behjælpelig med at finde vejen. Den bevidsthed som har gennemført hele strækningen kendes kun af én selv. Det er som en Døvstum , som har haft en drøm, kun den døvstumme ved derom.

Skønt man kender den rene bevidsthed, som er den tomme cirkels nulpunkt, vender man tilbage til udgangspunktet, uden at give indtryk af det man ved. Man er blot en tosse, som dæmper lyset og blander sig i folkemængden på markedspladsen. Skønt man har opnået den mest subtile erkendelse og kender alle tings egentlige natur, har man nu glemt dens betydning og de tidligere mestres spor.

Hotei vandrer omkring uden formål, for nuværet, er det eneste, der er, og det er det evige liv. Uden at prædike om dharmaen er han munter og smilende sammen med andre mennesker, og alle som er sammen med ham føler, at der er en mening med livet. Det er ligesom Blomster der blomstrer på et udgået træ. Selv om bevidstheden er ét med himlen rækker hænderne ned i helvede og i de sultne dæmoners verden for at tilføre dem lidt næring.